Jeg tog fejl da jeg troede at mit ophold i det lille comunidad Citio Sinecero skulle blive afvekslende afslappet fra platformens travle hverdag. Efter at chokket over horrorhouse("toilettet" dvs. et hul i jorden) havde lagt sig skulle jeg bekymre mig om om at kommunikere og være høflig overfor den kvinde som vi boede hos. Derudover havde jeg konstant paranoia over diverse biller og karkalakker og desuden skulle vi på forskellige ekskursioner i comunidadet. Det var uden tvivl en spændende oplevelse, men at dømme efter den trykkede stemning blandt volontørene var jeg ikke den eneste som følte mig... hmm.. lad os sige udfordret..
Udover dette lille eventyr kan jeg fortælle at vi har haft besøg af og mødt adskillige af verdens modigste mennesker.
Der var migranten Cecilia som efterlod sine børn for at tage til starterne og arbejde. Efter en lang og særdeles farefuld rejse ankom Cecilia til USA hvor hun levede og arbejdede under ekstremt kummerlige forhold under folk som diskriminerede og underbetalte hende groft. Alligevel blev alle volontørene, uden undtagelse, enige om at Cecilias grin måtte være det mest smittende og livlige vi nogensinde havde hørt. Der er så utroligt mange, for mig at se, lykkelige mennesker i dette land og det er ikke til at forstå nat de stort set alle, på den ene eller den anden måde, har oplevet sult, død og krig
Den modigste af de personer vi har mødt må dog siges at være Peter på 23 år. Peter arbejder for ADES som er en organisation som for tiden kæmper med arme og ben for at forhindre det canadiske mineselskab Pacific Rim i at ødelægge Cabaña og andre dele af El Salvador med deres minedrift.
Peter fortæller at han arbejder på en radio ejet af ADES hvor ham og hans medarbejdere har modtaget dødstrusler i form af smser og sedler på dørene. Derudover er det et faktum at tre meget vigtige mennesker i ADES for nyligt er blevet myrdet. Den tidligere præsident for organisationen blev fundet på bunden af en brønd tortureret. Hans fingernegle og testikler var blevet revet af og andre dele af hans krop var på samme måde maltrakteret. En anden mand blev skudt på trods af den politiescorte han havde ved sin side og sidst men ikke mindst er en gravid kvinde blevet skudt i en bus omgivet af politifolk. Behøver jeg at nævne ordet korruption?!?
På trods af dette er Peters eneste svar på spørgsmålet "har du overvejet at flygte?" et smørret grin og et "no" mens han ryster på hovedet. Det skal altså også lige nævnes at Peter, kun få uger tilbage, har modtaget dødstrusler på sms og samt haft en mistænkeligt indbrud i sit hjem.
Jeg forstå ikke hvor disse mennesker finder deres styrke og mod, men jeg ved at jeg føler mig beæret over at have mødt dem og trykket deres hånd. Jeg kan ikke engang begynde at udtrykke den respekt og medfølelse jeg føler for dem. Jeg håber virkelig at verden en dag får øjnene op for disse mennesker og indser hvilken inspiration de er for fremtiden.
onsdag den 27. januar 2010
søndag den 17. januar 2010
En utraditionel weekend
Saa blev det sondag og jeg er netop kommet hjem fra den hidtil mest oplevelsesrige weekend jeg i mit liv har haft.
Fredag morgen tog vi ind til hovedstaden San Salvador hvor vi besogte en sindsyg fattig "landsby". Beboerne havde bosat sig ulovligt paa stedet fordi de ikke havde andre muligheder. De havde hverken vand eller anden sanitet og i mange af husene boede de seks personer, i det som svarer til et cykelskur.
Her fik jeg virkelig sat min tilvaerelse i perspektiv. Selvom jeg godt vidste at der var mange fattige mennesker i El Salvador, og generelt i verden, fik jeg mig alligevel lidt af et chok. Vaerrere blev det da vi dernaest, som kontrast, skulle besoge de rige kvarterer hvor shoppingmalls`ne laa paa raed og raekke! Lidt laengere oppe laa de riges kaempe mansions som svarede til to-tre alm danske huse.
Den sidste uge har jeg virkelig gjort mig mange tanker om hvordan jeg kan hjaelpe disse mennesker. Det kommer faktisk lidt bag paa mig da jeg, og det indrommer jeg blank, udelukkende tog paa denne rejse for min egen personlige udviklings skyld.
Nu finder jeg mig selv konstant i krise over at jeg ikke med et trylleslag kan redde hele verden, og isaer dette land som er saa skaevt og uretfaerdigt fordelt!
Med det sagt, vil jeg berette videre om weekendens mindre alvorlige happenings. Fredag aften korte vi, i minibus, til El Tungo Playa hvor vi spiste og festede lidt paa stranden om aftenen og dernaest tilbragte hele lordagen. Dagen gik med surfing(for nogens vedkommende dvs ikke mig :S), badning i de taarnhoje bolger og ellers bare solbadning paa det kulsorte vulkansand som laa for foden af taarnhoje mayaindiansk-udseende(!) huse omgivet af gron jungel. Dagen sluttede med samba-fest paa stranden hvor folk dansede og hyggede sig, nogen mere end andre ;)
Sondag morgen blev vi hentet i minibussen og naaede med nod og naeppe ud til vulkanen Itzalka som vi skulle bestige. Forste etape var en nedstigning af noget der foltes som en trillion trappetrin inden i en slags skov. Derefter gik vi omkring en time op af den kulsorte vulkan og endte, efter mange anstrengelser, paa toppen hvor den mest fantastiske udsigt modte os. Vi hvilede lidt paa toppen hvorefter den knap saa sjove nedstigning begyndte. Heldigvis var jeg i godt selskab(Lars er sej) og derfor gik turen lidt lettere.
Nu sidder jeg igen paa platformen og taenker over at jeg normalt plejer at bruge min sondag paa sofaen med en film. Denne rejse har ellerede , efter blot en uge, sat hele mit liv i perspektiv.
Fredag morgen tog vi ind til hovedstaden San Salvador hvor vi besogte en sindsyg fattig "landsby". Beboerne havde bosat sig ulovligt paa stedet fordi de ikke havde andre muligheder. De havde hverken vand eller anden sanitet og i mange af husene boede de seks personer, i det som svarer til et cykelskur.
Her fik jeg virkelig sat min tilvaerelse i perspektiv. Selvom jeg godt vidste at der var mange fattige mennesker i El Salvador, og generelt i verden, fik jeg mig alligevel lidt af et chok. Vaerrere blev det da vi dernaest, som kontrast, skulle besoge de rige kvarterer hvor shoppingmalls`ne laa paa raed og raekke! Lidt laengere oppe laa de riges kaempe mansions som svarede til to-tre alm danske huse.
Den sidste uge har jeg virkelig gjort mig mange tanker om hvordan jeg kan hjaelpe disse mennesker. Det kommer faktisk lidt bag paa mig da jeg, og det indrommer jeg blank, udelukkende tog paa denne rejse for min egen personlige udviklings skyld.
Nu finder jeg mig selv konstant i krise over at jeg ikke med et trylleslag kan redde hele verden, og isaer dette land som er saa skaevt og uretfaerdigt fordelt!
Med det sagt, vil jeg berette videre om weekendens mindre alvorlige happenings. Fredag aften korte vi, i minibus, til El Tungo Playa hvor vi spiste og festede lidt paa stranden om aftenen og dernaest tilbragte hele lordagen. Dagen gik med surfing(for nogens vedkommende dvs ikke mig :S), badning i de taarnhoje bolger og ellers bare solbadning paa det kulsorte vulkansand som laa for foden af taarnhoje mayaindiansk-udseende(!) huse omgivet af gron jungel. Dagen sluttede med samba-fest paa stranden hvor folk dansede og hyggede sig, nogen mere end andre ;)
Sondag morgen blev vi hentet i minibussen og naaede med nod og naeppe ud til vulkanen Itzalka som vi skulle bestige. Forste etape var en nedstigning af noget der foltes som en trillion trappetrin inden i en slags skov. Derefter gik vi omkring en time op af den kulsorte vulkan og endte, efter mange anstrengelser, paa toppen hvor den mest fantastiske udsigt modte os. Vi hvilede lidt paa toppen hvorefter den knap saa sjove nedstigning begyndte. Heldigvis var jeg i godt selskab(Lars er sej) og derfor gik turen lidt lettere.
Nu sidder jeg igen paa platformen og taenker over at jeg normalt plejer at bruge min sondag paa sofaen med en film. Denne rejse har ellerede , efter blot en uge, sat hele mit liv i perspektiv.
tirsdag den 12. januar 2010
La plataforma
Nu synes jeg endelig jeg er faldet til hernede og på trods af overraskende mængder bønnemos er jeg faktisk ved rigtig godt mod. Der er mange forskellige mennesker på platformen og alle er flinke og har noget forskelligt at byde ind med hvilket resulterer i konstante mavekramper fordi der bliver grinet så meget.
Indtil videre har undervisningen mest bestået af spansk og jeg synes godt nok at det går hurtigt med at lære hvilket selvfølgelig er positivt. Vi har en rigtig sød lærerinde på atten år som hedder Joselyn som er virkelig sjov og sørger for god stemning og minus akavet"hed" til timerne. Udover spanskundervisning har vi besøgt en organisation kaldet CRC som organiserer og sørger for lokalbefolkningen. Derudover har vi set nogle meget spændende film og Guerillakrigen og bandekonflikterne i El Salvador.
I morgen har vi et ret proppet program som bl a. inkluderer et besøg på kommunen hvor vi skal høre om kvinderettigheder samt have foredrag om fattigdom. Fredag går turen til San Salvador og derfra har vi forskellige muligheder for weekenden. Man kan fx vælge at hike, surfe eller tage en udflugt til en vulkan i området.
Alt i alt lever opholdet 100% op til mine forventninger og den eneste hage er at jeg savner min familie liiige lovligt meget. Meen heldigvis er jeg, på denne del af rejsen, ikke lang fra computer og telefon så jeg overlever lige :)
To be continued... :)
Indtil videre har undervisningen mest bestået af spansk og jeg synes godt nok at det går hurtigt med at lære hvilket selvfølgelig er positivt. Vi har en rigtig sød lærerinde på atten år som hedder Joselyn som er virkelig sjov og sørger for god stemning og minus akavet"hed" til timerne. Udover spanskundervisning har vi besøgt en organisation kaldet CRC som organiserer og sørger for lokalbefolkningen. Derudover har vi set nogle meget spændende film og Guerillakrigen og bandekonflikterne i El Salvador.
I morgen har vi et ret proppet program som bl a. inkluderer et besøg på kommunen hvor vi skal høre om kvinderettigheder samt have foredrag om fattigdom. Fredag går turen til San Salvador og derfra har vi forskellige muligheder for weekenden. Man kan fx vælge at hike, surfe eller tage en udflugt til en vulkan i området.
Alt i alt lever opholdet 100% op til mine forventninger og den eneste hage er at jeg savner min familie liiige lovligt meget. Meen heldigvis er jeg, på denne del af rejsen, ikke lang fra computer og telefon så jeg overlever lige :)
To be continued... :)
onsdag den 6. januar 2010
Rejsen
Puha.. Er endelig landet efter en transporttid paa ca 24 timer. Fra Kastrup til Paris til Miami til El Slavador og derefter med bil fra hovedstaden San Salvador til byen Suchitoto. Flyveturen var meget haard synes jeg.
I det Amerikanske fly gik det pludseligt op for mig at jeg netop havde forladt min elskede familie og alt der er kendt og trygt. Der resulterede i mega hyperventilation indtil den sode dame paa pladsen ved siden af beroligede mig og forsikrede mig og at det hele nok skulle gaa.
Jeg savner dog stadig min familie umenneskeligt meget og jeg haaber meget at det bliver lidt lettere at lade vare med at fokusere paa det naaar vi begynder undervisningen.
Indtil nu har vi bare fri fordi de andre otte (ud af vores hold paa tretten)er strandet i New York og forst ankommer i morgen. Det er meget rart lige at faa tid til at falde til. Dog har vi vaeret en smule uheldige eftersom vores bagage strandede i Miami og derfor forst ankommer i morgen. Meen i stedet har vi saa varet i den lokale tojbutik og voila.. Nu ligner vi sorme de lokale!
Udover "shopping" har vi faaet smoothies i en lille lokal forretning og om lidt skal vi ned til et hotel som har laant os deres pool saa vi lige kan kole af(her er omkring 25-30 grader)
Senere skal vi tilbage til platformen hvor vi bor. Det er et rigtigt hyggeligt lille sted hvor mange sode mennesker kommer og gar. Fx er der en fyr som hedder Mario som folger os rundt omkring og en rigtig venligt madmutter som sorgere for at vi faar noget godt at spise. Forholdene er ikke saa primitive som jeg havde forventet, meen det aendrer sig sikker naar vi skal ud at bo hos familierne.
To be continued... :)
I det Amerikanske fly gik det pludseligt op for mig at jeg netop havde forladt min elskede familie og alt der er kendt og trygt. Der resulterede i mega hyperventilation indtil den sode dame paa pladsen ved siden af beroligede mig og forsikrede mig og at det hele nok skulle gaa.
Jeg savner dog stadig min familie umenneskeligt meget og jeg haaber meget at det bliver lidt lettere at lade vare med at fokusere paa det naaar vi begynder undervisningen.
Indtil nu har vi bare fri fordi de andre otte (ud af vores hold paa tretten)er strandet i New York og forst ankommer i morgen. Det er meget rart lige at faa tid til at falde til. Dog har vi vaeret en smule uheldige eftersom vores bagage strandede i Miami og derfor forst ankommer i morgen. Meen i stedet har vi saa varet i den lokale tojbutik og voila.. Nu ligner vi sorme de lokale!
Udover "shopping" har vi faaet smoothies i en lille lokal forretning og om lidt skal vi ned til et hotel som har laant os deres pool saa vi lige kan kole af(her er omkring 25-30 grader)
Senere skal vi tilbage til platformen hvor vi bor. Det er et rigtigt hyggeligt lille sted hvor mange sode mennesker kommer og gar. Fx er der en fyr som hedder Mario som folger os rundt omkring og en rigtig venligt madmutter som sorgere for at vi faar noget godt at spise. Forholdene er ikke saa primitive som jeg havde forventet, meen det aendrer sig sikker naar vi skal ud at bo hos familierne.
To be continued... :)
Abonner på:
Opslag (Atom)