Der er nu praecis en uge og en dag til jeg forlader mit sekundaere hjem hos Mama Ana og Papa Tingo i El Tablòn og stemningen de sidste par dage har vaeret praeget af denne uundgaaelige afgang. Sporgsmaal som "hvornaar kommer du tilbage" og "vil du ikke hellere bo her?" kommer haglende fra folk der har krydset min vej. Og JO! Lige nu foles det som om at jeg er parat til at opgive traek-og-slip toilet, rugbroed og endda min egen dejlige seng for til gengaeld at beholde denne fantastike primitive og udfordringsfulde tilvaerelse. Men saa kommer jeg til at taenke paa min danske familie og indser at dette ikke er en mulighed!
Saa det er med trist hjerte at jeg er gaaet i seng den sidste uge.
Jeg kommer til at savne alle de ansatte i Comus.
Pappa Eremis(Lars far) som altid joker og laver sjov, Chico Pena som altid er taalmodig og som altid smiler. Carlos som altid keder sig og er nysgerrig. Juan som altid krammer og er saa hjertlig. Raul og Artillo som lader til at vaere bedste venner og som ikke har noget imod at kore en omvej for at give mig et lift hjem.
Og mest af alt vil jeg savne min ven Emilio som altid har tid til at hjaelpe, snakke, drikke, joke eller give et lift. Og som altid er ved godt mod paa trods af en til tider svaert tilvaerelse. Mi Paisanito...
Ud over folkene i Comus kommer jeg til at savne min nye familie.
Papa Tingo som ikke husker saa godt og som jeg derfor altid har noget at snakke med om. Som altid siger "Dinamarca... Esta lejos" i slutningen af vores samtaler og som giver mig en helt speciel sjaelden mango i gave fordi han ved at jeg elsker mangoer.
Og jeg vil savne min underlige moster La Luz Elena som giver mig et par meget smaa trusser i gave fordi jeg ikke har mere rent toj og som betaler for mig i bussen og som snakker med mig om natten gennem vaeggen naar vi begge to ikke kan sove pga varmen.
Og jeg vil savne Mariellos. Min soster paa femten aar som elsker musik og som er min altid paalidelige makker naar vi driller lillebror Nielson. Nielsom som altid fortaeller lognhistorier og som ser spiderman og Michael Jackson dvderne hundrede gange i lobet af dagen. Jeg kommer til at savne naar vi driller hinanden fordi han er bange for den handicappede mand som bliver kaldt for gekko og jeg er bange for fulderikken Jacqualin.
Og jeg kommer til at savne mama Ana. Lille Mama Ana som kalder mig "hija" og "nina" og som laver fantastisk mad til mig og altid folger mig op til bussen. Og som har den sjoveste form for humor naar jeg endelig forstaa hvad hun siger.
Og selvfolgelig vil jeg savne Jennie, Anyelo og hans kaereste Hemima som snakker lidt engelsk og som har bidraget med et mere ungdommeligt perspektiv paa kulturen!
Og til sidst vil jeg savne min ven Bladimir. Bladimir som har laert mig at kore paa motorcykel og som altid har taalmodighed til at omformulerer tingene saa jeg forstaar dem.
Og jeg vil savne Cynthia, Mario, Louis, Don Alsides, Madmor Basita, Mads, Tancho og hendes familie og katten Antiwanda..
Udover disse fantastiske mennesker(og i virkeligheden mange mange flere) vil jeg savne skolen og mine (til tider) sode elever. Jeg vil savne maden(og isaer frugten), huset og selvfolgelig de andre volontorer som jeg heldigvis ser igen! Og sidst men ikke mindst vil jeg savne stemningen. Den glade og frie stemning som vi paa trods af alverdens rigdom ikke har skyggen af i Danmark!
Jeg haaber af hele mit hjerte at jeg en dag vender tilbage til dette fantastiske land som har givet mig saa meget mere end bare en oplevele!
lørdag den 17. april 2010
onsdag den 7. april 2010
Living on the edge...
...Eller det er maaske saa meget sagt, meen de sidste ugers begivenheder har da indeholdt en smule drama.
For at starte ved begyndelsen kan jeg fortaelle at vi i semana santa(paaskeferien) besluttede os for at tage et smut til Nicaragua for at besoege vores med-volontorer som bor og arbejder der. Turen tog ca ti timer i bus og inkluderet diverse forsinkelser ankom vi til byen León ca klokken tolv om aftenen hvor vi indfandt os paa et mindre luksurioest, omend hyggeligt lille hostel.
De to forste dage gik stort set med at spise og drikke(!!) og ellers bare slappe af og nyde mulighederne for traek-og-slip toilet samt mad bestaaende af andet end bonnemos og olie(dvs pasta for mit vedkommende!).
Den tredje dag saa ud til at blive mere actionpackt om man saa maa sige, for vi havde besluttet os for at tage ud og kaelke paa vulkanen Cerro Negro.
Kl. otte om morgenen korte vi afsted med en pickup sammen med to amerikanere fra det selskab vi have kobt turen hos.
Efter en hickingtur op af vulkanen paa godt 40 minutter var jeg temmelig smadret og da jeg fik set den stejle side vi skulle kaelke ned af fik jeg ogsaa ret saa ondt i maven! Rystende fik jeg ifoert mig den obligatoriske orange kedeldragt og sikkerhedsbrillerne og satte mig til rette paa mit board(et tyndt, smalt stykke trae) hvorefter jeg satte af og.... blev temmelig skuffet. Turen ned var nemlig overordentlig langsom og det kraevede en del kraefter af saette af med fodderne for at faa bordet til overhovedet at flytte sig. Hold da op for en oplevelse!
Heldigvis inkluderede turen to ture ned samt frokost og da den anden tur blev en smule mere vellykket og da frokosten var rigtig hyggelig fortroed jeg paa intet tidspunkt at jeg havde taget med.
Onsdagen tilbragte vi paa stranden hvor jeg, maaske lidt for ihaerdigt, forsogte at opnaa en kulor jeg kunne vaere bekendt at tage med hjem til Danmark!
Torsdag var det tid til at tage hjem. Eller det vil sige, Tobias og jeg tog hjem mens de andre blev til lordag. Jeg havde en smule daarlig samvittighed over at have vaeret saa meget vaek og samtidig ville jeg gerne se hvad familien kunne finde paa af sjove ting i paaskeferien.
Derfor tog vi bussen mod El Savador kl. 5 om morgenen og efter en meget koresyg og traet bustur var jeg endelig hjemme og kunne slaenge mig i haengekojen hvor jeg fik serveret sukker-kaffe og pan dulce. God bless you Mama Ana!!
Det blev weekend og det viste sig(egentlig imod mine forventninger) af familien rent faktisk havde lavet planer for ferien. Fredag tog vi til San Fransisco javier for at see paaskeoptoget som var meget religiost og i grunden ret kedeligt.
Eftersom der ikke korte busser hele dagen var vi tvunget til at gaa et godt stykke vej i bagene sol(hvilket ikke gjorde noget godt for min allerede krebsefarvee hud) for vi var hjemme.
Lordag skulle vi paa "stranden", dvs et over-crowdet badeland! Vi korte klokken seks om morgenen sammen med ca syv andre fra comunidadet og halvanden time efter var vi fremme. Vi slog lejer og begav os ud for at bade. Heldigvis havde jeg vaeret forberet og jeg skilte mig derfor ikke ud da jeg gik ud i det, mildt sagt, mogbeskidte vand i baade shorts og t-shirt.
Efter en times badning var jeg blevet lidt sulten og satte mig op ved siden af min moster. Jeg bemaerkede godt den gruppe unge fyre som sad taet ved os og rog smoger og drak af en gigantisk flaske vodka, en taenkte ikke naermere over det foer en af fyrene pludselig sig op naesten lige foran mig for at skifte bukser og da jeg ser at han har trusser paa kan jeg ikke lade vaere med at skraldgrine.
Bagefter gaar jeg ud i vandet igen og da jeg et kvarter efter kommer tilbage har alle pakket deres ting og vi er aabenbart paa vej hjem. Jeg forstaar ikke hvorfor jeg skal mases ind paa forsaedet i pickuppen eller hvorfor vi pludselig har saa travlt, men da vi kommer hjem fortaeller min moster mig at fyren jeg grinede af havde tallet 18 tatoveret paa sit ene ben hvilket betyder at han er medlem af den ene af de to storste bander som findes i El Salvador. Og ikke nok med det, saa havde fyren ogsaa set at jeg havde grinet af ham og havde koert en finger hen over halsen for at demonstrere for sine venner hvad han mente om mig!
Jeg var riimelig rystet og taknemmelig over at min moster havde reageret som hun gjorde, men mine sostre derimod lod til at vaere temmelig sure over at jeg havde oedelagt det eneste spanendene de havde mulighed for at lave i ferien. Mand hvor havde jeg det daarlig resten af dagen!
Anyways.. Jeg har nu kun lidt over tre uger tilbage og jeg taeker mere og mere paa Danmark og min familie. Paa den ene side glaeder jeg mig som en gal til at komme hjem, men paa den anden side ved jeg ogsaa at jeg ikke kan undgaa folelsen af tomhed og savn naar jeg endelig er hjemme.
For at starte ved begyndelsen kan jeg fortaelle at vi i semana santa(paaskeferien) besluttede os for at tage et smut til Nicaragua for at besoege vores med-volontorer som bor og arbejder der. Turen tog ca ti timer i bus og inkluderet diverse forsinkelser ankom vi til byen León ca klokken tolv om aftenen hvor vi indfandt os paa et mindre luksurioest, omend hyggeligt lille hostel.
De to forste dage gik stort set med at spise og drikke(!!) og ellers bare slappe af og nyde mulighederne for traek-og-slip toilet samt mad bestaaende af andet end bonnemos og olie(dvs pasta for mit vedkommende!).
Den tredje dag saa ud til at blive mere actionpackt om man saa maa sige, for vi havde besluttet os for at tage ud og kaelke paa vulkanen Cerro Negro.
Kl. otte om morgenen korte vi afsted med en pickup sammen med to amerikanere fra det selskab vi have kobt turen hos.
Efter en hickingtur op af vulkanen paa godt 40 minutter var jeg temmelig smadret og da jeg fik set den stejle side vi skulle kaelke ned af fik jeg ogsaa ret saa ondt i maven! Rystende fik jeg ifoert mig den obligatoriske orange kedeldragt og sikkerhedsbrillerne og satte mig til rette paa mit board(et tyndt, smalt stykke trae) hvorefter jeg satte af og.... blev temmelig skuffet. Turen ned var nemlig overordentlig langsom og det kraevede en del kraefter af saette af med fodderne for at faa bordet til overhovedet at flytte sig. Hold da op for en oplevelse!
Heldigvis inkluderede turen to ture ned samt frokost og da den anden tur blev en smule mere vellykket og da frokosten var rigtig hyggelig fortroed jeg paa intet tidspunkt at jeg havde taget med.
Onsdagen tilbragte vi paa stranden hvor jeg, maaske lidt for ihaerdigt, forsogte at opnaa en kulor jeg kunne vaere bekendt at tage med hjem til Danmark!
Torsdag var det tid til at tage hjem. Eller det vil sige, Tobias og jeg tog hjem mens de andre blev til lordag. Jeg havde en smule daarlig samvittighed over at have vaeret saa meget vaek og samtidig ville jeg gerne se hvad familien kunne finde paa af sjove ting i paaskeferien.
Derfor tog vi bussen mod El Savador kl. 5 om morgenen og efter en meget koresyg og traet bustur var jeg endelig hjemme og kunne slaenge mig i haengekojen hvor jeg fik serveret sukker-kaffe og pan dulce. God bless you Mama Ana!!
Det blev weekend og det viste sig(egentlig imod mine forventninger) af familien rent faktisk havde lavet planer for ferien. Fredag tog vi til San Fransisco javier for at see paaskeoptoget som var meget religiost og i grunden ret kedeligt.
Eftersom der ikke korte busser hele dagen var vi tvunget til at gaa et godt stykke vej i bagene sol(hvilket ikke gjorde noget godt for min allerede krebsefarvee hud) for vi var hjemme.
Lordag skulle vi paa "stranden", dvs et over-crowdet badeland! Vi korte klokken seks om morgenen sammen med ca syv andre fra comunidadet og halvanden time efter var vi fremme. Vi slog lejer og begav os ud for at bade. Heldigvis havde jeg vaeret forberet og jeg skilte mig derfor ikke ud da jeg gik ud i det, mildt sagt, mogbeskidte vand i baade shorts og t-shirt.
Efter en times badning var jeg blevet lidt sulten og satte mig op ved siden af min moster. Jeg bemaerkede godt den gruppe unge fyre som sad taet ved os og rog smoger og drak af en gigantisk flaske vodka, en taenkte ikke naermere over det foer en af fyrene pludselig sig op naesten lige foran mig for at skifte bukser og da jeg ser at han har trusser paa kan jeg ikke lade vaere med at skraldgrine.
Bagefter gaar jeg ud i vandet igen og da jeg et kvarter efter kommer tilbage har alle pakket deres ting og vi er aabenbart paa vej hjem. Jeg forstaar ikke hvorfor jeg skal mases ind paa forsaedet i pickuppen eller hvorfor vi pludselig har saa travlt, men da vi kommer hjem fortaeller min moster mig at fyren jeg grinede af havde tallet 18 tatoveret paa sit ene ben hvilket betyder at han er medlem af den ene af de to storste bander som findes i El Salvador. Og ikke nok med det, saa havde fyren ogsaa set at jeg havde grinet af ham og havde koert en finger hen over halsen for at demonstrere for sine venner hvad han mente om mig!
Jeg var riimelig rystet og taknemmelig over at min moster havde reageret som hun gjorde, men mine sostre derimod lod til at vaere temmelig sure over at jeg havde oedelagt det eneste spanendene de havde mulighed for at lave i ferien. Mand hvor havde jeg det daarlig resten af dagen!
Anyways.. Jeg har nu kun lidt over tre uger tilbage og jeg taeker mere og mere paa Danmark og min familie. Paa den ene side glaeder jeg mig som en gal til at komme hjem, men paa den anden side ved jeg ogsaa at jeg ikke kan undgaa folelsen af tomhed og savn naar jeg endelig er hjemme.
Abonner på:
Opslag (Atom)