Paa baggrund af min sidste blogindlaeg kommer jeg maaske nok til at lyde en smule ustabil eftersom dette nye indlaeg er i en lidt mere... hmm.. Positiv boldgade.
Tre seje begivenheder har nemlig fundet sted siden jeg skrev sidst.
Den forste er at jeg har snakket med Yasenia, som arbejder i COMUS og er praesident for ADESCO'en i mit comunidad, om at faa bygget et comunal(forsamlingshus-agtigt sted) i El Tablon. Yasenia virkede virkelig entusiastisk og ville straks indkalde til et mode med ADESCO'en saa vi kan se at komme igang. Jubii.. Jeg udretter maaske faktisk noget alligevel!!
Anyways.. Det var den mindre dramatiske af de tre nyheder. Den anden er nemlig at jeg forleden nat oplevede et vaskeaegte jordskaelv. Jeg var netop gaaet i seng da jeg pludselig, og ret irrationelt, begyndte at undre mig over hvorfor hele min familie mon stod og skubbede til huset da min soster pludselig skreg "afuerra afuerra"("udenfor, udenfor" hvilket jeg heldigvis forstod!) hvorefter min hojst besynderlige reaktion var at buge adskillige sekunder paa at faa mine klipklappere paa for derefter at lobe hen til min taske som jeg lynede op og begyndte at rode i for at finde min mobil. Det slog mig ikke at jeg jo bare kunne tage tasken med ud! Anyways.. Saa dramatisk var det heller ikke, for allerede da vi var kommet udenfor var jordskaelvet naesten stoppet. Men jeg synes nu alligevel det var en ret saa spaendene oplevelse!
Den sidste og klart mest spaendene oplevelse var da jeg, i gaar aftes, havde lavet en aftale med min faetter Vladimir om at modes paa campo'en saa han kunne laere mig at kore motorcykel. Vi modtes klokken fem og saa lidt paa drengene spille fodbold og da de var faerdige gjorde vi klar til min forste lektion.
Jeg tror jeg maa have udvist skills ud over det saedvanelige eller ogsaa er Vladi bare ikke specielt oem overfor sin bike, for allerede efter kort tid slap han haandtaget og jeg fik lov at kore selv.
Ma-haaaaan det var sjovt!!! Hvis ikke det var saa satans dyrt at tage korekortet ville jeg uden tvivl anskaffe mig saadan en derhjemme i Danmark! Da jeg udtrykte dette til Vladimir sagde han da ogsaa "du kan da bare nojes med at kobe kvaernen". Det viste sig da ogsaa at det var maaden han selv havde gjort det paa. Meen.. Hvem har ogsaa brug for et korekort? Det er jo bare et stykke plastic!
Disse tre begivenheder har helt sikkert hjulpet min uge i en lidt mere positiv retning, for selvom jeg stadig har et naesten ubaerligt savn til Danmark og min familie, gaar det bedre end nogensinde i familien her. Jeg forstaar stort set alt hvad vi snakker om nu hvilket virkelig gor alting meget lettere og derudover har jeg indset at jeg jo faktisk ikke har meget tid tilbage nu. Derfor har jeg faaet sar skub i mange forskellige ting og laver generelt bare mere nu. Fx skal jeg med Mama Ana i kirke i eftermiddag og forleden dag lavede jeg mad til familien hvilket de faktisk, overraskende nok, var helt vilde med. "Man kan jo spise det uden totilla" var Mama Anas feedback!!
Derudover underviser jeg stadig og bruger ogsaa en del tid paa campo med at se de unge spille foldbold og softball.
Ogsaa weekenderne er fuldt bookede. Naeste weeken gaar turen til San Salvador, bl.a fordi vi skal have lavet nyt visum og naeste uge igen er det semana santa(paaskeferie) hvor vi har planlagt at tage en uge til Nicaragua baade for at slappe af og for at opleve en masse.
Weekenden efter semana santa skal vi med familierne paa stranden og om sondagen skal El Tablon(mit comunidad) spille fodbold mod Los Rios(Lars' comunidad) fordi Lars uheldigvis(for ham) udtrykte at han var sikker paa at Los Rios ville vinde hvis det nogensinde skulle komme til en kamp mellem de to cantòner! Ups Lars, for saa arrangerer vi da bare en kamp!
Derudover inkluderer planerne for resten af tiden her, en guns'n roses koncert, evt et besog i Suchitoto, en tur paa "ruta de las flores"(blomsterruten) og en afskedsfest med grill og kaempe lagkage for alle familierne, volontorerne og COMUS.
Alt i alt tror jeg godt lige jeg kan overkomme resten af tiden her paa trods af mega hede, meget pulpo og ufatteligt meget savn til fantastiske lille Danmark!!
onsdag den 17. marts 2010
lørdag den 13. marts 2010
Det begynder at gore savn
Som man ville sige det paa salvadoriansk.
Efter mit lille eventyr der varede en uge i San Salvador fandt vi endelig frem til aarsagen til den mystiske virus hvilket var... dam da da daam.. Parasitter.. Underligt nok havde jeg ikke et eneste af de normale symptomer paa dette, meen ifolge laegerne reagerer alle aabenbart forskelligt paa det saa det er nok derfor jeg kun har maatte doje med febere(hvilket jeg da ikke skal klage over!).
Anyways.. Jeg synes det har vaeret lidt for haardt at komme tilbage til rural sociaty efter en luksusuge med bruser med VARMT vand, menneskeligt mad og fantastisk selskab. Dette resulterede i en temmelig deprimeret dag hvor jeg mistede alt tro paa at jeg ville vaere i stand til at gennemfore rejsen. Faktisk var jeg parat til at smide alt hvad jeg havde i haenderne for at slippe for flere totillas og bonnemos!
Nu har jeg det heldigvis en del bedre, men jeg maa sige at jeg synes at det begynder at vaere haardt at vaere her. Jeg savner det danske vejr, den danske mad, dansk tv, vesterbro, hovedbanen og ikke mindst min familie og mit hus! Heldigvis kan jeg finde troest i at vi skal en uge til Nicaragua i paaskeferien for bare at vaere os selv lidt. Derudover skal jeg til San Salvador i naeste weekend for at faa lavet et nyt visum hvilket vist godt kan vise sig at blive svaert.
Denne uge kommer til at gaa med undervisning, besog i comus og vist ellers ikke saa meget. Jeg er ikke rigtigt kommet i gang med nogen projekter da jeg af en eller anden grund er komplet tom for ideer og desuden har mistet motivationen en smule. Til gengaeld har jeg taenkt mig at arbejde paa en artikkel om abort i El Salvador som har en af de mest strikse lovgivninger i verden omkring dette. Udover dette har jeg forskellige andre smaa-ideer, men det er desvaerre kun ideer som kan realiseret i Danmark hvilket jo ikke gor saa utroligt meget for noget som helst nu.
Som tingene ser ud lige nu synes jeg ikke at jeg kan se hvor jeg har gjort den helt store forskel og jeg er ret sikker paa at den som har faaet mest ud af min rejse er mig. Det er selvfolgelig ogsaa hvad jeg forventede som udgangspunkt, meen jeg maa sige at jeg havde lidt storre ambitioner for mig selv og for rejse da jeg var paa platformen. Jeg haaber bare at jeg ikke kommer til at fortryde at jeg ikke gjorde mere naar jeg kommer hjem, men i saa fald kan jeg jo altid realiserer nogle af mine projekter.
Efter mit lille eventyr der varede en uge i San Salvador fandt vi endelig frem til aarsagen til den mystiske virus hvilket var... dam da da daam.. Parasitter.. Underligt nok havde jeg ikke et eneste af de normale symptomer paa dette, meen ifolge laegerne reagerer alle aabenbart forskelligt paa det saa det er nok derfor jeg kun har maatte doje med febere(hvilket jeg da ikke skal klage over!).
Anyways.. Jeg synes det har vaeret lidt for haardt at komme tilbage til rural sociaty efter en luksusuge med bruser med VARMT vand, menneskeligt mad og fantastisk selskab. Dette resulterede i en temmelig deprimeret dag hvor jeg mistede alt tro paa at jeg ville vaere i stand til at gennemfore rejsen. Faktisk var jeg parat til at smide alt hvad jeg havde i haenderne for at slippe for flere totillas og bonnemos!
Nu har jeg det heldigvis en del bedre, men jeg maa sige at jeg synes at det begynder at vaere haardt at vaere her. Jeg savner det danske vejr, den danske mad, dansk tv, vesterbro, hovedbanen og ikke mindst min familie og mit hus! Heldigvis kan jeg finde troest i at vi skal en uge til Nicaragua i paaskeferien for bare at vaere os selv lidt. Derudover skal jeg til San Salvador i naeste weekend for at faa lavet et nyt visum hvilket vist godt kan vise sig at blive svaert.
Denne uge kommer til at gaa med undervisning, besog i comus og vist ellers ikke saa meget. Jeg er ikke rigtigt kommet i gang med nogen projekter da jeg af en eller anden grund er komplet tom for ideer og desuden har mistet motivationen en smule. Til gengaeld har jeg taenkt mig at arbejde paa en artikkel om abort i El Salvador som har en af de mest strikse lovgivninger i verden omkring dette. Udover dette har jeg forskellige andre smaa-ideer, men det er desvaerre kun ideer som kan realiseret i Danmark hvilket jo ikke gor saa utroligt meget for noget som helst nu.
Som tingene ser ud lige nu synes jeg ikke at jeg kan se hvor jeg har gjort den helt store forskel og jeg er ret sikker paa at den som har faaet mest ud af min rejse er mig. Det er selvfolgelig ogsaa hvad jeg forventede som udgangspunkt, meen jeg maa sige at jeg havde lidt storre ambitioner for mig selv og for rejse da jeg var paa platformen. Jeg haaber bare at jeg ikke kommer til at fortryde at jeg ikke gjorde mere naar jeg kommer hjem, men i saa fald kan jeg jo altid realiserer nogle af mine projekter.
onsdag den 3. marts 2010
Den uidentificerbare virus!
Saa kom det alligevel endelig. Betalingen for ikke at have faaet diarre! Dermed ikke sagt at jeg har faaet diarre, naeh til gengaeld har jeg faaet en hemmelig virus som ingen kan finde ud af hvad skyldes, hvad er eller hvordan man skal behandle(det er ellers ikke fordi de er lose med receptblokken naar det kommer til smertestillende, vel at maerke smertestillende som man ogsaa sagtens kan kobe i haandkob!)
Anyways.. Lige nu er symptomerne feber og dertilhorende febersmerter, dog kommer denne mystiske feber hovedsageligt om natten hvilket resulterede i at vi, dvs jeg og Lars som er taget med mig, bor i San Salvador paa et hostel naer en masse hospitaler og samtidig har kontakt til Cynthia som er kontaktperson hos Ms hvilket alt sammen er ret betryggende. Jeg foler mig i gode haender, specielt hos Lars som adskillige gange maa ligge haender til og troste mig naar jeg skal have taget blodprove(hvilket for the record IKKE er sjaeldent!!! Og dem som kender mig har en ide om min reaktion paa blod og naale. Jeg siger ikke mere nu!)
I knap saa gode haender folte jeg mig sidste aften hvor Lars og jeg skulle paa hospitalet for at have taget en blodprove MENS jeg havde feberen. Efter at have vadet rundt paa vores hostel i et kvarter for at finde en som kunne ringe efter en taxa kommer der en temmelig traet dame ud og hjaelper os. Da det hele desvaerre gaar lidt hurtigt finder vi, til gru og raedsel da vi kommer ud af hospitalet, ud af at vi ikke har faaet skrevet adressen ned paa vores hostel.
Vi forsoger os alligevel hos den naermeste taxachauffor fordi vi kunne huske at det var i naerheden af et lille mall. vi forsoger lidt at kommunikerer med manden hvorefter han foreslaar at det maaske er i Soyapango hvilket vi er villige til at prove!
Da vi har kort i ca. en halv time gennem GUDSFORLADT slum stopper vi endelig ved mallet. Vel at maerke det forkerte mall i en del af byen som ifolge chaufforen er PELIGROSO(farligt)! Herfra er vi temmelig lost og vi kan ikke faa fat paa Cynthia som har adressen til stedet. I stedet prover vi at ringe til Mario, vores gamle ven og laerer fra platformen som bor i San Salvador. Mario er saa sod at tilbyde os at vi kan komme hjem til ham i hans hus hvilket vi takknemmeligt siger ja til.
Netop som vi naar ind over dortaersklen hos Mario ringer Cynthia og giver os den rigtige adresse som heldigvis er lige i naerheden og fantastisk som han er korer Mario os derhen. det skal lige siges at klokken paa dette tidspunkt var halv fem om morgenen!
Endelig kom vi ind paa vores vaerelse og efter tre dejlige, omend faa, timers sovn tog vi hen til hospitalet for at hore proveresultaterne som var fuldstaendigt intetsigende.
Saa meget for den tur!
I dag har jeg vaeret til flere laeger og faaet taget flere blodprover og nu ser jeg frem til kun et laegebesog i morgen og derudover MASSERE af hvile og hygge med de andre volontorer indtil mandag hvor vi sandsynligvis tager tilbage til vores familier.
Appropos familierne lader de til at vaere ret bekymrede og da jeg tog afsted var det med mange kram fra sode mama Ana som ogsaa har ringet adskillige gange mens jeg har vaeret her. Det affoder desvaere bare en ulidelig daarlig samvittighed fordi jeg i forvejen var lidt nervos for om jeg engagerede mig nok i familien og nu, da jeg ikke har hverken undervist eller naesten vaeret i huset i to uger, har jeg det virkelig daarligt med at jeg tager hele resten af ugen til at slappe af og vaere sammen med de andre. Jeg haaber bare snart jeg kan blive rask saa jeg kan komme hjem og starte op igen.
Salud
Anyways.. Lige nu er symptomerne feber og dertilhorende febersmerter, dog kommer denne mystiske feber hovedsageligt om natten hvilket resulterede i at vi, dvs jeg og Lars som er taget med mig, bor i San Salvador paa et hostel naer en masse hospitaler og samtidig har kontakt til Cynthia som er kontaktperson hos Ms hvilket alt sammen er ret betryggende. Jeg foler mig i gode haender, specielt hos Lars som adskillige gange maa ligge haender til og troste mig naar jeg skal have taget blodprove(hvilket for the record IKKE er sjaeldent!!! Og dem som kender mig har en ide om min reaktion paa blod og naale. Jeg siger ikke mere nu!)
I knap saa gode haender folte jeg mig sidste aften hvor Lars og jeg skulle paa hospitalet for at have taget en blodprove MENS jeg havde feberen. Efter at have vadet rundt paa vores hostel i et kvarter for at finde en som kunne ringe efter en taxa kommer der en temmelig traet dame ud og hjaelper os. Da det hele desvaerre gaar lidt hurtigt finder vi, til gru og raedsel da vi kommer ud af hospitalet, ud af at vi ikke har faaet skrevet adressen ned paa vores hostel.
Vi forsoger os alligevel hos den naermeste taxachauffor fordi vi kunne huske at det var i naerheden af et lille mall. vi forsoger lidt at kommunikerer med manden hvorefter han foreslaar at det maaske er i Soyapango hvilket vi er villige til at prove!
Da vi har kort i ca. en halv time gennem GUDSFORLADT slum stopper vi endelig ved mallet. Vel at maerke det forkerte mall i en del af byen som ifolge chaufforen er PELIGROSO(farligt)! Herfra er vi temmelig lost og vi kan ikke faa fat paa Cynthia som har adressen til stedet. I stedet prover vi at ringe til Mario, vores gamle ven og laerer fra platformen som bor i San Salvador. Mario er saa sod at tilbyde os at vi kan komme hjem til ham i hans hus hvilket vi takknemmeligt siger ja til.
Netop som vi naar ind over dortaersklen hos Mario ringer Cynthia og giver os den rigtige adresse som heldigvis er lige i naerheden og fantastisk som han er korer Mario os derhen. det skal lige siges at klokken paa dette tidspunkt var halv fem om morgenen!
Endelig kom vi ind paa vores vaerelse og efter tre dejlige, omend faa, timers sovn tog vi hen til hospitalet for at hore proveresultaterne som var fuldstaendigt intetsigende.
Saa meget for den tur!
I dag har jeg vaeret til flere laeger og faaet taget flere blodprover og nu ser jeg frem til kun et laegebesog i morgen og derudover MASSERE af hvile og hygge med de andre volontorer indtil mandag hvor vi sandsynligvis tager tilbage til vores familier.
Appropos familierne lader de til at vaere ret bekymrede og da jeg tog afsted var det med mange kram fra sode mama Ana som ogsaa har ringet adskillige gange mens jeg har vaeret her. Det affoder desvaere bare en ulidelig daarlig samvittighed fordi jeg i forvejen var lidt nervos for om jeg engagerede mig nok i familien og nu, da jeg ikke har hverken undervist eller naesten vaeret i huset i to uger, har jeg det virkelig daarligt med at jeg tager hele resten af ugen til at slappe af og vaere sammen med de andre. Jeg haaber bare snart jeg kan blive rask saa jeg kan komme hjem og starte op igen.
Salud
Abonner på:
Opslag (Atom)