To uger har jeg nu været tilbage i Danmark. TO UGER og savnet presser sig allerede på fra alle sider.. For det første pga savnet til alle mine fantastiske salvadorianske venner og the fact at resten af volontørene stadig er på eventyr adskilige måneder endnu. For det andet, og nok vigtigste, pga min helt nye, og i særdeleshed, negative opfattelse af Danmark og dets beboere!
HVORDAN kan vi holde hinanden ud? Hvordan overlever vi i dette tillukkede, snævresynede, egoistiske lille lortesamfund? Hvad blev der af den venskabelige snak med passagerende i bussen? Hvad blev der af gavmildhed på trods af ekstrem fattigdom? hvad blev der af gæstfrihed og hjertlighed?? Ikke en eneste ting har jeg oplevet fra andre mennesker end min familie i disse to forvirrende uger jeg har været hjemme.
Det er som at blive mødt af en mur hver gang jeg forsøger mig med min nye, mere ligetil, fremgangsmåde og jeg kan mærke usikkerheden og barriererne komme krybende igen. Hvis det stod til mig skulle det være obligatorisk for alle små, forkælede danskere at rejse til et udviklingsland og få lidt perspektiv på tilværelsen. Og hvem ved, hvis nu verden så sådan ud så var der måske slet ikke noget som hed udviklingsland!
Jeg håber at dette indlæg giver mere andledning til reflektion end til vrede og at dem som læser det får lyst til at tage deres indstilling til verden op til revision for hvor ville det dog være skøn hvis Danmark bare havde et strejf af åbenhjertigheden som findes i El Salvador.
