Jeg tog fejl da jeg troede at mit ophold i det lille comunidad Citio Sinecero skulle blive afvekslende afslappet fra platformens travle hverdag. Efter at chokket over horrorhouse("toilettet" dvs. et hul i jorden) havde lagt sig skulle jeg bekymre mig om om at kommunikere og være høflig overfor den kvinde som vi boede hos. Derudover havde jeg konstant paranoia over diverse biller og karkalakker og desuden skulle vi på forskellige ekskursioner i comunidadet. Det var uden tvivl en spændende oplevelse, men at dømme efter den trykkede stemning blandt volontørene var jeg ikke den eneste som følte mig... hmm.. lad os sige udfordret..
Udover dette lille eventyr kan jeg fortælle at vi har haft besøg af og mødt adskillige af verdens modigste mennesker.
Der var migranten Cecilia som efterlod sine børn for at tage til starterne og arbejde. Efter en lang og særdeles farefuld rejse ankom Cecilia til USA hvor hun levede og arbejdede under ekstremt kummerlige forhold under folk som diskriminerede og underbetalte hende groft. Alligevel blev alle volontørene, uden undtagelse, enige om at Cecilias grin måtte være det mest smittende og livlige vi nogensinde havde hørt. Der er så utroligt mange, for mig at se, lykkelige mennesker i dette land og det er ikke til at forstå nat de stort set alle, på den ene eller den anden måde, har oplevet sult, død og krig
Den modigste af de personer vi har mødt må dog siges at være Peter på 23 år. Peter arbejder for ADES som er en organisation som for tiden kæmper med arme og ben for at forhindre det canadiske mineselskab Pacific Rim i at ødelægge Cabaña og andre dele af El Salvador med deres minedrift.
Peter fortæller at han arbejder på en radio ejet af ADES hvor ham og hans medarbejdere har modtaget dødstrusler i form af smser og sedler på dørene. Derudover er det et faktum at tre meget vigtige mennesker i ADES for nyligt er blevet myrdet. Den tidligere præsident for organisationen blev fundet på bunden af en brønd tortureret. Hans fingernegle og testikler var blevet revet af og andre dele af hans krop var på samme måde maltrakteret. En anden mand blev skudt på trods af den politiescorte han havde ved sin side og sidst men ikke mindst er en gravid kvinde blevet skudt i en bus omgivet af politifolk. Behøver jeg at nævne ordet korruption?!?
På trods af dette er Peters eneste svar på spørgsmålet "har du overvejet at flygte?" et smørret grin og et "no" mens han ryster på hovedet. Det skal altså også lige nævnes at Peter, kun få uger tilbage, har modtaget dødstrusler på sms og samt haft en mistænkeligt indbrud i sit hjem.
Jeg forstå ikke hvor disse mennesker finder deres styrke og mod, men jeg ved at jeg føler mig beæret over at have mødt dem og trykket deres hånd. Jeg kan ikke engang begynde at udtrykke den respekt og medfølelse jeg føler for dem. Jeg håber virkelig at verden en dag får øjnene op for disse mennesker og indser hvilken inspiration de er for fremtiden.
0 kommentarer:
Send en kommentar