Perspektiv...!

To uger har jeg nu været tilbage i Danmark. TO UGER og savnet presser sig allerede på fra alle sider.. For det første pga savnet til alle mine fantastiske salvadorianske venner og the fact at resten af volontørene stadig er på eventyr adskilige måneder endnu. For det andet, og nok vigtigste, pga min helt nye, og i særdeleshed, negative opfattelse af Danmark og dets beboere!
HVORDAN kan vi holde hinanden ud? Hvordan overlever vi i dette tillukkede, snævresynede, egoistiske lille lortesamfund? Hvad blev der af den venskabelige snak med passagerende i bussen? Hvad blev der af gavmildhed på trods af ekstrem fattigdom? hvad blev der af gæstfrihed og hjertlighed?? Ikke en eneste ting har jeg oplevet fra andre mennesker end min familie i disse to forvirrende uger jeg har været hjemme.
Det er som at blive mødt af en mur hver gang jeg forsøger mig med min nye, mere ligetil, fremgangsmåde og jeg kan mærke usikkerheden og barriererne komme krybende igen. Hvis det stod til mig skulle det være obligatorisk for alle små, forkælede danskere at rejse til et udviklingsland og få lidt perspektiv på tilværelsen. Og hvem ved, hvis nu verden så sådan ud så var der måske slet ikke noget som hed udviklingsland!

Jeg håber at dette indlæg giver mere andledning til reflektion end til vrede og at dem som læser det får lyst til at tage deres indstilling til verden op til revision for hvor ville det dog være skøn hvis Danmark bare havde et strejf af åbenhjertigheden som findes i El Salvador.

Time to go home...

Der er nu praecis en uge og en dag til jeg forlader mit sekundaere hjem hos Mama Ana og Papa Tingo i El Tablòn og stemningen de sidste par dage har vaeret praeget af denne uundgaaelige afgang. Sporgsmaal som "hvornaar kommer du tilbage" og "vil du ikke hellere bo her?" kommer haglende fra folk der har krydset min vej. Og JO! Lige nu foles det som om at jeg er parat til at opgive traek-og-slip toilet, rugbroed og endda min egen dejlige seng for til gengaeld at beholde denne fantastike primitive og udfordringsfulde tilvaerelse. Men saa kommer jeg til at taenke paa min danske familie og indser at dette ikke er en mulighed!

Saa det er med trist hjerte at jeg er gaaet i seng den sidste uge.
Jeg kommer til at savne alle de ansatte i Comus.
Pappa Eremis(Lars far) som altid joker og laver sjov, Chico Pena som altid er taalmodig og som altid smiler. Carlos som altid keder sig og er nysgerrig. Juan som altid krammer og er saa hjertlig. Raul og Artillo som lader til at vaere bedste venner og som ikke har noget imod at kore en omvej for at give mig et lift hjem.
Og mest af alt vil jeg savne min ven Emilio som altid har tid til at hjaelpe, snakke, drikke, joke eller give et lift. Og som altid er ved godt mod paa trods af en til tider svaert tilvaerelse. Mi Paisanito...

Ud over folkene i Comus kommer jeg til at savne min nye familie.
Papa Tingo som ikke husker saa godt og som jeg derfor altid har noget at snakke med om. Som altid siger "Dinamarca... Esta lejos" i slutningen af vores samtaler og som giver mig en helt speciel sjaelden mango i gave fordi han ved at jeg elsker mangoer.
Og jeg vil savne min underlige moster La Luz Elena som giver mig et par meget smaa trusser i gave fordi jeg ikke har mere rent toj og som betaler for mig i bussen og som snakker med mig om natten gennem vaeggen naar vi begge to ikke kan sove pga varmen.
Og jeg vil savne Mariellos. Min soster paa femten aar som elsker musik og som er min altid paalidelige makker naar vi driller lillebror Nielson. Nielsom som altid fortaeller lognhistorier og som ser spiderman og Michael Jackson dvderne hundrede gange i lobet af dagen. Jeg kommer til at savne naar vi driller hinanden fordi han er bange for den handicappede mand som bliver kaldt for gekko og jeg er bange for fulderikken Jacqualin.
Og jeg kommer til at savne mama Ana. Lille Mama Ana som kalder mig "hija" og "nina" og som laver fantastisk mad til mig og altid folger mig op til bussen. Og som har den sjoveste form for humor naar jeg endelig forstaa hvad hun siger.
Og selvfolgelig vil jeg savne Jennie, Anyelo og hans kaereste Hemima som snakker lidt engelsk og som har bidraget med et mere ungdommeligt perspektiv paa kulturen!
Og til sidst vil jeg savne min ven Bladimir. Bladimir som har laert mig at kore paa motorcykel og som altid har taalmodighed til at omformulerer tingene saa jeg forstaar dem.

Og jeg vil savne Cynthia, Mario, Louis, Don Alsides, Madmor Basita, Mads, Tancho og hendes familie og katten Antiwanda..

Udover disse fantastiske mennesker(og i virkeligheden mange mange flere) vil jeg savne skolen og mine (til tider) sode elever. Jeg vil savne maden(og isaer frugten), huset og selvfolgelig de andre volontorer som jeg heldigvis ser igen! Og sidst men ikke mindst vil jeg savne stemningen. Den glade og frie stemning som vi paa trods af alverdens rigdom ikke har skyggen af i Danmark!

Jeg haaber af hele mit hjerte at jeg en dag vender tilbage til dette fantastiske land som har givet mig saa meget mere end bare en oplevele!

Living on the edge...

...Eller det er maaske saa meget sagt, meen de sidste ugers begivenheder har da indeholdt en smule drama.
For at starte ved begyndelsen kan jeg fortaelle at vi i semana santa(paaskeferien) besluttede os for at tage et smut til Nicaragua for at besoege vores med-volontorer som bor og arbejder der. Turen tog ca ti timer i bus og inkluderet diverse forsinkelser ankom vi til byen León ca klokken tolv om aftenen hvor vi indfandt os paa et mindre luksurioest, omend hyggeligt lille hostel.

De to forste dage gik stort set med at spise og drikke(!!) og ellers bare slappe af og nyde mulighederne for traek-og-slip toilet samt mad bestaaende af andet end bonnemos og olie(dvs pasta for mit vedkommende!).
Den tredje dag saa ud til at blive mere actionpackt om man saa maa sige, for vi havde besluttet os for at tage ud og kaelke paa vulkanen Cerro Negro.
Kl. otte om morgenen korte vi afsted med en pickup sammen med to amerikanere fra det selskab vi have kobt turen hos.
Efter en hickingtur op af vulkanen paa godt 40 minutter var jeg temmelig smadret og da jeg fik set den stejle side vi skulle kaelke ned af fik jeg ogsaa ret saa ondt i maven! Rystende fik jeg ifoert mig den obligatoriske orange kedeldragt og sikkerhedsbrillerne og satte mig til rette paa mit board(et tyndt, smalt stykke trae) hvorefter jeg satte af og.... blev temmelig skuffet. Turen ned var nemlig overordentlig langsom og det kraevede en del kraefter af saette af med fodderne for at faa bordet til overhovedet at flytte sig. Hold da op for en oplevelse!
Heldigvis inkluderede turen to ture ned samt frokost og da den anden tur blev en smule mere vellykket og da frokosten var rigtig hyggelig fortroed jeg paa intet tidspunkt at jeg havde taget med.

Onsdagen tilbragte vi paa stranden hvor jeg, maaske lidt for ihaerdigt, forsogte at opnaa en kulor jeg kunne vaere bekendt at tage med hjem til Danmark!
Torsdag var det tid til at tage hjem. Eller det vil sige, Tobias og jeg tog hjem mens de andre blev til lordag. Jeg havde en smule daarlig samvittighed over at have vaeret saa meget vaek og samtidig ville jeg gerne se hvad familien kunne finde paa af sjove ting i paaskeferien.
Derfor tog vi bussen mod El Savador kl. 5 om morgenen og efter en meget koresyg og traet bustur var jeg endelig hjemme og kunne slaenge mig i haengekojen hvor jeg fik serveret sukker-kaffe og pan dulce. God bless you Mama Ana!!

Det blev weekend og det viste sig(egentlig imod mine forventninger) af familien rent faktisk havde lavet planer for ferien. Fredag tog vi til San Fransisco javier for at see paaskeoptoget som var meget religiost og i grunden ret kedeligt.
Eftersom der ikke korte busser hele dagen var vi tvunget til at gaa et godt stykke vej i bagene sol(hvilket ikke gjorde noget godt for min allerede krebsefarvee hud) for vi var hjemme.
Lordag skulle vi paa "stranden", dvs et over-crowdet badeland! Vi korte klokken seks om morgenen sammen med ca syv andre fra comunidadet og halvanden time efter var vi fremme. Vi slog lejer og begav os ud for at bade. Heldigvis havde jeg vaeret forberet og jeg skilte mig derfor ikke ud da jeg gik ud i det, mildt sagt, mogbeskidte vand i baade shorts og t-shirt.
Efter en times badning var jeg blevet lidt sulten og satte mig op ved siden af min moster. Jeg bemaerkede godt den gruppe unge fyre som sad taet ved os og rog smoger og drak af en gigantisk flaske vodka, en taenkte ikke naermere over det foer en af fyrene pludselig sig op naesten lige foran mig for at skifte bukser og da jeg ser at han har trusser paa kan jeg ikke lade vaere med at skraldgrine.
Bagefter gaar jeg ud i vandet igen og da jeg et kvarter efter kommer tilbage har alle pakket deres ting og vi er aabenbart paa vej hjem. Jeg forstaar ikke hvorfor jeg skal mases ind paa forsaedet i pickuppen eller hvorfor vi pludselig har saa travlt, men da vi kommer hjem fortaeller min moster mig at fyren jeg grinede af havde tallet 18 tatoveret paa sit ene ben hvilket betyder at han er medlem af den ene af de to storste bander som findes i El Salvador. Og ikke nok med det, saa havde fyren ogsaa set at jeg havde grinet af ham og havde koert en finger hen over halsen for at demonstrere for sine venner hvad han mente om mig!
Jeg var riimelig rystet og taknemmelig over at min moster havde reageret som hun gjorde, men mine sostre derimod lod til at vaere temmelig sure over at jeg havde oedelagt det eneste spanendene de havde mulighed for at lave i ferien. Mand hvor havde jeg det daarlig resten af dagen!

Anyways.. Jeg har nu kun lidt over tre uger tilbage og jeg taeker mere og mere paa Danmark og min familie. Paa den ene side glaeder jeg mig som en gal til at komme hjem, men paa den anden side ved jeg ogsaa at jeg ikke kan undgaa folelsen af tomhed og savn naar jeg endelig er hjemme.

Nyt projekt, jordskaelv og motorcykellektioner

Paa baggrund af min sidste blogindlaeg kommer jeg maaske nok til at lyde en smule ustabil eftersom dette nye indlaeg er i en lidt mere... hmm.. Positiv boldgade.
Tre seje begivenheder har nemlig fundet sted siden jeg skrev sidst.

Den forste er at jeg har snakket med Yasenia, som arbejder i COMUS og er praesident for ADESCO'en i mit comunidad, om at faa bygget et comunal(forsamlingshus-agtigt sted) i El Tablon. Yasenia virkede virkelig entusiastisk og ville straks indkalde til et mode med ADESCO'en saa vi kan se at komme igang. Jubii.. Jeg udretter maaske faktisk noget alligevel!!

Anyways.. Det var den mindre dramatiske af de tre nyheder. Den anden er nemlig at jeg forleden nat oplevede et vaskeaegte jordskaelv. Jeg var netop gaaet i seng da jeg pludselig, og ret irrationelt, begyndte at undre mig over hvorfor hele min familie mon stod og skubbede til huset da min soster pludselig skreg "afuerra afuerra"("udenfor, udenfor" hvilket jeg heldigvis forstod!) hvorefter min hojst besynderlige reaktion var at buge adskillige sekunder paa at faa mine klipklappere paa for derefter at lobe hen til min taske som jeg lynede op og begyndte at rode i for at finde min mobil. Det slog mig ikke at jeg jo bare kunne tage tasken med ud! Anyways.. Saa dramatisk var det heller ikke, for allerede da vi var kommet udenfor var jordskaelvet naesten stoppet. Men jeg synes nu alligevel det var en ret saa spaendene oplevelse!

Den sidste og klart mest spaendene oplevelse var da jeg, i gaar aftes, havde lavet en aftale med min faetter Vladimir om at modes paa campo'en saa han kunne laere mig at kore motorcykel. Vi modtes klokken fem og saa lidt paa drengene spille fodbold og da de var faerdige gjorde vi klar til min forste lektion.
Jeg tror jeg maa have udvist skills ud over det saedvanelige eller ogsaa er Vladi bare ikke specielt oem overfor sin bike, for allerede efter kort tid slap han haandtaget og jeg fik lov at kore selv.
Ma-haaaaan det var sjovt!!! Hvis ikke det var saa satans dyrt at tage korekortet ville jeg uden tvivl anskaffe mig saadan en derhjemme i Danmark! Da jeg udtrykte dette til Vladimir sagde han da ogsaa "du kan da bare nojes med at kobe kvaernen". Det viste sig da ogsaa at det var maaden han selv havde gjort det paa. Meen.. Hvem har ogsaa brug for et korekort? Det er jo bare et stykke plastic!

Disse tre begivenheder har helt sikkert hjulpet min uge i en lidt mere positiv retning, for selvom jeg stadig har et naesten ubaerligt savn til Danmark og min familie, gaar det bedre end nogensinde i familien her. Jeg forstaar stort set alt hvad vi snakker om nu hvilket virkelig gor alting meget lettere og derudover har jeg indset at jeg jo faktisk ikke har meget tid tilbage nu. Derfor har jeg faaet sar skub i mange forskellige ting og laver generelt bare mere nu. Fx skal jeg med Mama Ana i kirke i eftermiddag og forleden dag lavede jeg mad til familien hvilket de faktisk, overraskende nok, var helt vilde med. "Man kan jo spise det uden totilla" var Mama Anas feedback!!
Derudover underviser jeg stadig og bruger ogsaa en del tid paa campo med at se de unge spille foldbold og softball.

Ogsaa weekenderne er fuldt bookede. Naeste weeken gaar turen til San Salvador, bl.a fordi vi skal have lavet nyt visum og naeste uge igen er det semana santa(paaskeferie) hvor vi har planlagt at tage en uge til Nicaragua baade for at slappe af og for at opleve en masse.
Weekenden efter semana santa skal vi med familierne paa stranden og om sondagen skal El Tablon(mit comunidad) spille fodbold mod Los Rios(Lars' comunidad) fordi Lars uheldigvis(for ham) udtrykte at han var sikker paa at Los Rios ville vinde hvis det nogensinde skulle komme til en kamp mellem de to cantòner! Ups Lars, for saa arrangerer vi da bare en kamp!

Derudover inkluderer planerne for resten af tiden her, en guns'n roses koncert, evt et besog i Suchitoto, en tur paa "ruta de las flores"(blomsterruten) og en afskedsfest med grill og kaempe lagkage for alle familierne, volontorerne og COMUS.

Alt i alt tror jeg godt lige jeg kan overkomme resten af tiden her paa trods af mega hede, meget pulpo og ufatteligt meget savn til fantastiske lille Danmark!!

Det begynder at gore savn

Som man ville sige det paa salvadoriansk.
Efter mit lille eventyr der varede en uge i San Salvador fandt vi endelig frem til aarsagen til den mystiske virus hvilket var... dam da da daam.. Parasitter.. Underligt nok havde jeg ikke et eneste af de normale symptomer paa dette, meen ifolge laegerne reagerer alle aabenbart forskelligt paa det saa det er nok derfor jeg kun har maatte doje med febere(hvilket jeg da ikke skal klage over!).

Anyways.. Jeg synes det har vaeret lidt for haardt at komme tilbage til rural sociaty efter en luksusuge med bruser med VARMT vand, menneskeligt mad og fantastisk selskab. Dette resulterede i en temmelig deprimeret dag hvor jeg mistede alt tro paa at jeg ville vaere i stand til at gennemfore rejsen. Faktisk var jeg parat til at smide alt hvad jeg havde i haenderne for at slippe for flere totillas og bonnemos!
Nu har jeg det heldigvis en del bedre, men jeg maa sige at jeg synes at det begynder at vaere haardt at vaere her. Jeg savner det danske vejr, den danske mad, dansk tv, vesterbro, hovedbanen og ikke mindst min familie og mit hus! Heldigvis kan jeg finde troest i at vi skal en uge til Nicaragua i paaskeferien for bare at vaere os selv lidt. Derudover skal jeg til San Salvador i naeste weekend for at faa lavet et nyt visum hvilket vist godt kan vise sig at blive svaert.
Denne uge kommer til at gaa med undervisning, besog i comus og vist ellers ikke saa meget. Jeg er ikke rigtigt kommet i gang med nogen projekter da jeg af en eller anden grund er komplet tom for ideer og desuden har mistet motivationen en smule. Til gengaeld har jeg taenkt mig at arbejde paa en artikkel om abort i El Salvador som har en af de mest strikse lovgivninger i verden omkring dette. Udover dette har jeg forskellige andre smaa-ideer, men det er desvaerre kun ideer som kan realiseret i Danmark hvilket jo ikke gor saa utroligt meget for noget som helst nu.

Som tingene ser ud lige nu synes jeg ikke at jeg kan se hvor jeg har gjort den helt store forskel og jeg er ret sikker paa at den som har faaet mest ud af min rejse er mig. Det er selvfolgelig ogsaa hvad jeg forventede som udgangspunkt, meen jeg maa sige at jeg havde lidt storre ambitioner for mig selv og for rejse da jeg var paa platformen. Jeg haaber bare at jeg ikke kommer til at fortryde at jeg ikke gjorde mere naar jeg kommer hjem, men i saa fald kan jeg jo altid realiserer nogle af mine projekter.

Den uidentificerbare virus!

Saa kom det alligevel endelig. Betalingen for ikke at have faaet diarre! Dermed ikke sagt at jeg har faaet diarre, naeh til gengaeld har jeg faaet en hemmelig virus som ingen kan finde ud af hvad skyldes, hvad er eller hvordan man skal behandle(det er ellers ikke fordi de er lose med receptblokken naar det kommer til smertestillende, vel at maerke smertestillende som man ogsaa sagtens kan kobe i haandkob!)
Anyways.. Lige nu er symptomerne feber og dertilhorende febersmerter, dog kommer denne mystiske feber hovedsageligt om natten hvilket resulterede i at vi, dvs jeg og Lars som er taget med mig, bor i San Salvador paa et hostel naer en masse hospitaler og samtidig har kontakt til Cynthia som er kontaktperson hos Ms hvilket alt sammen er ret betryggende. Jeg foler mig i gode haender, specielt hos Lars som adskillige gange maa ligge haender til og troste mig naar jeg skal have taget blodprove(hvilket for the record IKKE er sjaeldent!!! Og dem som kender mig har en ide om min reaktion paa blod og naale. Jeg siger ikke mere nu!)
I knap saa gode haender folte jeg mig sidste aften hvor Lars og jeg skulle paa hospitalet for at have taget en blodprove MENS jeg havde feberen. Efter at have vadet rundt paa vores hostel i et kvarter for at finde en som kunne ringe efter en taxa kommer der en temmelig traet dame ud og hjaelper os. Da det hele desvaerre gaar lidt hurtigt finder vi, til gru og raedsel da vi kommer ud af hospitalet, ud af at vi ikke har faaet skrevet adressen ned paa vores hostel.
Vi forsoger os alligevel hos den naermeste taxachauffor fordi vi kunne huske at det var i naerheden af et lille mall. vi forsoger lidt at kommunikerer med manden hvorefter han foreslaar at det maaske er i Soyapango hvilket vi er villige til at prove!
Da vi har kort i ca. en halv time gennem GUDSFORLADT slum stopper vi endelig ved mallet. Vel at maerke det forkerte mall i en del af byen som ifolge chaufforen er PELIGROSO(farligt)! Herfra er vi temmelig lost og vi kan ikke faa fat paa Cynthia som har adressen til stedet. I stedet prover vi at ringe til Mario, vores gamle ven og laerer fra platformen som bor i San Salvador. Mario er saa sod at tilbyde os at vi kan komme hjem til ham i hans hus hvilket vi takknemmeligt siger ja til.
Netop som vi naar ind over dortaersklen hos Mario ringer Cynthia og giver os den rigtige adresse som heldigvis er lige i naerheden og fantastisk som han er korer Mario os derhen. det skal lige siges at klokken paa dette tidspunkt var halv fem om morgenen!

Endelig kom vi ind paa vores vaerelse og efter tre dejlige, omend faa, timers sovn tog vi hen til hospitalet for at hore proveresultaterne som var fuldstaendigt intetsigende.
Saa meget for den tur!

I dag har jeg vaeret til flere laeger og faaet taget flere blodprover og nu ser jeg frem til kun et laegebesog i morgen og derudover MASSERE af hvile og hygge med de andre volontorer indtil mandag hvor vi sandsynligvis tager tilbage til vores familier.

Appropos familierne lader de til at vaere ret bekymrede og da jeg tog afsted var det med mange kram fra sode mama Ana som ogsaa har ringet adskillige gange mens jeg har vaeret her. Det affoder desvaere bare en ulidelig daarlig samvittighed fordi jeg i forvejen var lidt nervos for om jeg engagerede mig nok i familien og nu, da jeg ikke har hverken undervist eller naesten vaeret i huset i to uger, har jeg det virkelig daarligt med at jeg tager hele resten af ugen til at slappe af og vaere sammen med de andre. Jeg haaber bare snart jeg kan blive rask saa jeg kan komme hjem og starte op igen.

Salud

Saa er den forste maaned ved at vaere gaaet og jeg synes saa smaat jeg er ved at vaenne mig til de fleste ting. Jeg har faaet job paa den lokale skole hvor jeg underviser 133 born fra 1.-6. klasse tre gange om ugen. Jeg ved ikke hvorfor jeg begik den fejl at tro at dette skulle blive nemt, men det viste sig i hvert fald at jeg tog fejl.
Den forste dag modte jeg nemlig op paa skolen for at undervise forste klasse for forste gang. Jeg havde helt nojagtigt skrevet ned hvad vi skulle lave samt skrevet en omfattende praensentation af mig selv. Det viste sig imidlertidigt at laereren som normalt havde klassen taenkte at hun ligesaa godt kunne tage en pause nu da jeg tog over og derfor stod jeg pludselig helt alene i et rum med 23 sindsyge born som raabte og skreg og paa ingen maade havde intentioner om at laere engelsk.
Der stod jeg saa med mine hjemmelavede papstykker med alfabetet paa og pludselig virkede alt meget uoverskueligt. Derfor gik jeg ud til laeren og sagde "jeg kan ikke" hvorefter jeg begyndt at flaebe.
Bagefter fik jeg dog alligevel taget mig sammen og fik da ogsa halvhjertet undervist anden klasse som overfaldt mig i et kaempe gruppeknus da jeg traadte ind i klassen. Det hjalp lidt paa humoret.

I gaar havde jeg saa forste og anden klasse igen(MED laererinde til stede) og efter to vellykkede timer gik jeg glad og tilfreds hjem. Ogsaa undervisningen i de andre klasser fungerer nu helt fint og jeg er faktisk begyndt at blive overbevist om at vil kunne laerer disse born noget.

Udover undervisningen i skolen skal jeg ogsaa undervise de unge i mit communidad hvilket, indtil viderer, har vaeret lidt svaert eftersom der den forste dag ikke dukkede nogen op og den anden dag regnede jeg ikke med at nogen ville komme saa jeg laa naermest og sov da fem friske elever kom for at laere engelsk. Jeg vil begraense mig til at sige at det blev en lettere pinlig affaere.

Af diverse andre nyheder kan jeg fortaelle at jeg nu har vaeret til endnu en begravelse hvilket vil sige at jeg har vaeert med til to ud af tre begravelser som har fundet sted de sidste tre uger! Saa vidt jeg har forstaat er det cancer der er den helt store draeber hvilket jeg paa en maade finder meget betryggende.

Ellers gaar alt som det skal. Hverdagen gaar sin gang og der sker ikke det helt store. Dog skal det lige naevnes at jeg i gaar nat fik feber og derfor blev kort til den lokale klinik i morges. Her modte jeg en helt ekstremt inkompetent laege som gav mig en hulens masse piller mod halsbetaendelse hvilket jeg slet ikke har!... Nu sidder jeg lidt og venter paa at Goudas laege skal ringe saa jeg kan finde ud af hvad jeg skal gore herfra. Der er saa godt nok to timer siden de sagde de ville ringe, meen jeg har det bedre saa jeg har tillid til at det hele nok skal gaa. :)

Savner Dk og glaeder mig til at se alle igen!