Den uidentificerbare virus!

Saa kom det alligevel endelig. Betalingen for ikke at have faaet diarre! Dermed ikke sagt at jeg har faaet diarre, naeh til gengaeld har jeg faaet en hemmelig virus som ingen kan finde ud af hvad skyldes, hvad er eller hvordan man skal behandle(det er ellers ikke fordi de er lose med receptblokken naar det kommer til smertestillende, vel at maerke smertestillende som man ogsaa sagtens kan kobe i haandkob!)
Anyways.. Lige nu er symptomerne feber og dertilhorende febersmerter, dog kommer denne mystiske feber hovedsageligt om natten hvilket resulterede i at vi, dvs jeg og Lars som er taget med mig, bor i San Salvador paa et hostel naer en masse hospitaler og samtidig har kontakt til Cynthia som er kontaktperson hos Ms hvilket alt sammen er ret betryggende. Jeg foler mig i gode haender, specielt hos Lars som adskillige gange maa ligge haender til og troste mig naar jeg skal have taget blodprove(hvilket for the record IKKE er sjaeldent!!! Og dem som kender mig har en ide om min reaktion paa blod og naale. Jeg siger ikke mere nu!)
I knap saa gode haender folte jeg mig sidste aften hvor Lars og jeg skulle paa hospitalet for at have taget en blodprove MENS jeg havde feberen. Efter at have vadet rundt paa vores hostel i et kvarter for at finde en som kunne ringe efter en taxa kommer der en temmelig traet dame ud og hjaelper os. Da det hele desvaerre gaar lidt hurtigt finder vi, til gru og raedsel da vi kommer ud af hospitalet, ud af at vi ikke har faaet skrevet adressen ned paa vores hostel.
Vi forsoger os alligevel hos den naermeste taxachauffor fordi vi kunne huske at det var i naerheden af et lille mall. vi forsoger lidt at kommunikerer med manden hvorefter han foreslaar at det maaske er i Soyapango hvilket vi er villige til at prove!
Da vi har kort i ca. en halv time gennem GUDSFORLADT slum stopper vi endelig ved mallet. Vel at maerke det forkerte mall i en del af byen som ifolge chaufforen er PELIGROSO(farligt)! Herfra er vi temmelig lost og vi kan ikke faa fat paa Cynthia som har adressen til stedet. I stedet prover vi at ringe til Mario, vores gamle ven og laerer fra platformen som bor i San Salvador. Mario er saa sod at tilbyde os at vi kan komme hjem til ham i hans hus hvilket vi takknemmeligt siger ja til.
Netop som vi naar ind over dortaersklen hos Mario ringer Cynthia og giver os den rigtige adresse som heldigvis er lige i naerheden og fantastisk som han er korer Mario os derhen. det skal lige siges at klokken paa dette tidspunkt var halv fem om morgenen!

Endelig kom vi ind paa vores vaerelse og efter tre dejlige, omend faa, timers sovn tog vi hen til hospitalet for at hore proveresultaterne som var fuldstaendigt intetsigende.
Saa meget for den tur!

I dag har jeg vaeret til flere laeger og faaet taget flere blodprover og nu ser jeg frem til kun et laegebesog i morgen og derudover MASSERE af hvile og hygge med de andre volontorer indtil mandag hvor vi sandsynligvis tager tilbage til vores familier.

Appropos familierne lader de til at vaere ret bekymrede og da jeg tog afsted var det med mange kram fra sode mama Ana som ogsaa har ringet adskillige gange mens jeg har vaeret her. Det affoder desvaere bare en ulidelig daarlig samvittighed fordi jeg i forvejen var lidt nervos for om jeg engagerede mig nok i familien og nu, da jeg ikke har hverken undervist eller naesten vaeret i huset i to uger, har jeg det virkelig daarligt med at jeg tager hele resten af ugen til at slappe af og vaere sammen med de andre. Jeg haaber bare snart jeg kan blive rask saa jeg kan komme hjem og starte op igen.

Salud